Kennisbank

Hvordan Danmark udmønter den europæiske linje nationalt

Et europæisk direktiv er ikke en lov, der virker ens i hvert land. Direktiver bliver omsat til national lovgivning, og under den omsætning træffer et land valg: om anvendelsesområde, om tilsyn, om sanktioner, om spørgsmålet hvilken instans der præcist skal håndhæve. Danmark er kendt som et land, der på området for bæredygtighedsrapportering og virksomhedsledelse omsætter relativt tidligt og relativt nøjagtigt. Det betyder ikke, at de danske regler er lempeligere eller strengere end det europæiske gennemsnit i absolut forstand — det betyder, at oversættelsen til dansk praksis på specifikke punkter kan afvige fra det, en ledelse i Nederlandene eller Tyskland er vant til.

Mekanismen bag afvigelsen

Kernen i ethvert europæisk bæredygtighedsdirektiv er fastlagt på EU-niveau: hvad der falder ind under anvendelsesområdet, hvilke emner der skal rapporteres om, hvilke standarder der hører til. Det, en medlemsstat selv bestemmer, er som regel mere afgrænset, men derfor ikke mindre vigtigt. Danmark har en tradition for detaljeret national bogførings- og årsregnskabslovgivning, og nye europæiske forpligtelser bliver som regel indpasset i denne eksisterende ramme i stedet for at bestå som et selvstændigt regime ved siden af den eksisterende lovgivning. Det har konsekvenser for, hvor en virksomhed genfinder forpligtelsen: ikke nødvendigvis i et separat bæredygtighedsdekret, men indarbejdet i den lovgivning, der allerede gjaldt for årsregnskabet og ledelsesberetningen.

Derudover bestemmer hver medlemsstat selv, hvilken tilsynsmyndighed der er ansvarlig, og hvordan den fører tilsyn. I Danmark ligger tilsynet med virksomhedsrapportering som regel hos en central myndighed, der også administrerer andre virksomhedsregistre og årsregnskabskontroller. Det kan betyde, at samme instans, der modtager årsregnskabet, også vurderer bæredygtighedsrapporteringen — en anden konstruktion end i lande, hvor et separat organ specifikt er udpeget til bæredygtighedsrapportering.

Hvad dette betyder for en ledelse

Den praktiske konsekvens er, at en virksomhed med en dansk enhed ikke kan gå ud fra, at selve den europæiske tekst er tilstrækkelig til at vide, hvad der forventes af den pågældende enhed. Det præcise anvendelsesområde, de nøjagtige tærskler og fristerne står i den danske gennemførelseslovgivning, ikke i det europæiske direktiv. Den, der vil vide med sikkerhed, om et dansk datterselskab skal rapportere selvstændigt, eller om det kan falde ind under moderselskabets koncernrapportering, eller hvilken instans der forventer hvilket bevis, må søge i den aktuelle danske tekst — ikke i det europæiske resumé.

Dette mønster er ikke unikt for Danmark. Også ved Irland, Østrig, Tjekkiet og Portugal kan man se, at den nationale udmøntning af en europæisk regel falder lidt anderledes ud end forventet: en anden tilsynsmyndighed, en anden indlejring i eksisterende lovgivning, en anden fortolkning af, hvornår et datterselskab skal rapportere selvstændigt. En ledelse, der kun har læst det europæiske direktiv, kan derfor have et forkert billede af, hvad der reelt forventes i et bestemt land.

Sektormæssige konsekvenser kommer oveni

Udover det nationale lag spiller også sektoren en rolle for, hvad en virksomhed faktisk skal kunne dokumentere. En byggevirksomhed med en dansk afdeling har at gøre med andre kæderisici og andre rapporteringspunkter end en tjenesteudbyder, og denne sektormæssige forskel står uafhængigt af den landespecifikke gennemførelse. Den, der vil vide, hvilke ESG-regler der specifikt gælder for byggeriet, kan læse mere om det på siden om spørgsmålet hvilke ESG-regler byggesektoren falder ind under, og for virksomheder i installationsbranchen findes der et tilsvarende overblik over ESG-forpligtelserne for installationsbranchen. Begge lag — landet og sektoren — bestemmer sammen, hvilken forpligtelse der præcist gælder, hvem der er ansvarlig for den, og hvilket bevis en ledelse skal kunne fremvise.

Fra at vide til at kunne dokumentere

At vide, at en dansk enhed falder ind under en bestemt forpligtelse, er et første skridt. Det næste skridt er at dokumentere, at virksomheden overholder den: hvem i organisationen der ejer hvilken forpligtelse, hvilket bevis der hører til, og hvilken kontrol der sikrer, at det bevis er til stede rettidigt og i orden. Det er præcis, hvad Compliance Check fra csrdcompliance.net er tiltænkt — ikke som et andet regelsæt ved siden af den europæiske og danske lovgivning, men som det lag, der pr. forpligtelse fastlægger, hvem der er ansvarlig for hvad, og som en ledelse kan bruge til at dokumentere, at den har styr på tingene.

Værktøjet, der opbygger dette overblik pr. forpligtelse, er under udvikling. Den, der konkret vil i gang med dette, kan tilmelde sig ventelisten og bliver kontaktet, så snart Compliance Check er tilgængelig.

Når det er klart, hvilke forpligtelser der gælder, og hvem der er ansvarlig for dem, står tilbage spørgsmålet om, hvor meget tid overholdelsen og vedligeholdelsen af dem reelt kræver. FTE TO AI tilbyder til dette formål en arbejdsscan, der pr. opgave beregner, hvilken del af arbejdet der kan overtages af AI, så en ledelse ikke blot ved, hvad der skal ske, men også hvor meget kapacitet det strukturelt kræver.