ICT-sektoren tænker sjældent først på sig selv, når det handler om bæredygtighedsregler. Software, hosting, cloudtjenester og IT-tjenesteydelser føles som en sektor uden skorsten. Det billede er misvisende. Regnekraften bag data, kæden af udstyr og afhængigheden af energi og sjældne råstoffer gør, at ICT-virksomheder kommer i billedet på flere fronter samtidig: som energibruger, som indkøber i en lang og ofte uigennemsigtig forsyningskæde, og i stigende grad som leverandør til andre sektorer, der selv skal opfylde strengere regler. Den der arbejder for en stor kunde i den finansielle sektor eller byggebranchen, får spørgsmålet om bæredygtighedsdata tilbage via den kunde, også uden at den egen virksomhed direkte falder under det.
Spørgsmålet "under hvilke ESG-regler falder ICT-sektoren" har ikke et fast svar, fordi ingen regel er skrevet specifikt for ICT. De forpligtelser der gælder, følger af en kombination af faktorer: virksomhedens størrelse, om der er tale om en børsnotering, i hvilken grad der arbejdes med persondata eller kritisk infrastruktur, og placeringen i kæden af kunder der selv har rapporteringspligter. Et softwarefirma med en håndfuld medarbejdere falder under et andet regime end en cloudtjenesteudbyder der leverer kritiske tjenester til den finansielle sektor. Det er den samme uklarhed der går igen ved spørgsmålet om hvilke ESG-regler gælder for finansielle tjenesteydelser: sektornavnet bestemmer ikke regimet, virksomhedens kendetegn gør.
Europæisk lovgivning udgør grundlaget, men den måde medlemsstaterne omsætter den lovgivning til national ret, varierer. Definitioner af størrelse, omfanget af rapporteringspligter og de tidsfrister hvorinden forpligtelser skal opfyldes, udformes forskelligt fra land til land. For en ICT-virksomhed der er aktiv i flere lande, eller der via et moderselskab i et andet land falder under en koncernrapportering, betyder dette at den europæiske regel i sig selv ikke er tilstrækkelig som svar. Den nationale udformning skal altid lægges ved siden af. Samme nationale overbygning spiller en rolle ved ESG-forpligtelserne i energisektoren og ved reglerne der gælder for ejendomssektoren: den europæiske tekst er altid udgangspunktet, aldrig slutpunktet.
Emner der ofte går igen er energiforbrug i datacentre og regnecentre, hardwarens oprindelse og levetid, arbejdsforholdene i forsyningskæden for udstyr, og spørgsmålet om hvorvidt data om bæredygtighed skal leveres til kunder der selv har rapporteringspligt. Om en bestemt forpligtelse gælder, afhænger af virksomhedens præcise størrelse, den sektor der leveres til, og etableringslandet. Den aktuelle tekst i den relevante lovgivning, med tilhørende tærskler og tidsfrister, findes hos den lovgiver eller tilsynsmyndighed der er ansvarlig for det; den tekst ændrer sig, og en landingsside er ikke stedet til at fastfryse tærskler der kan ændre sig i morgen.
For ICT-virksomheder er positionen i kæden ofte mere afgørende end den egen størrelse. En leverandør af softwareløsninger til byggesektoren får spørgsmål om materialeforbrug og udslip videresendt, som oprindeligt hører til byggesektorens forpligtelser. Samme mekanisme gælder over for energivirksomheder, ejendomsaktører og finansielle institutioner. Den der ikke ved hvilke oplysninger en kunde har brug for for at opfylde sine egne forpligtelser, bliver ofte først konfronteret med det på et sent tidspunkt. Det er et af de mønstre der er beskrevet ved de måder hvorpå virksomheder overraskes af lovgivning: det er ikke den egen sektor, men kundens sektor der nogle gange bestemmer hvad der bliver spurgt om.
At vide under hvilke regler en virksomhed falder, er et første skridt. Det næste spørgsmål er om en ledelse kan dokumentere at den kender disse forpligtelser, har tildelt dem en ejer og har forsynet dem med bevis. Denne sondring mellem kendskab og dokumenterbarhed står centralt i beskrivelsen af hvordan en ledelse dokumenterer at den er in control: en liste med forpligtelser uden ejer og uden bevis giver i praksis kun ringe holdepunkt ved en kontrol eller audit.
Compliance Check der er under udvikling for csrdcompliance.net, samler disse forpligtelser i et overblik pr. virksomhed: hvilken regel der gælder, hvem inden for organisationen der er ansvarlig for det, hvilket bevis der er nødvendigt, og hvilken kontrol der hører til. Værktøjet er stadig under opbygning. Den der ønsker at bruge det så snart det er tilgængeligt, kan tilmelde sig ventelisten.
Så snart det er klart hvilke forpligtelser der gælder, og hvem der er ansvarlig for det, følger naturligt spørgsmålet om hvor meget tid udførelsen af det tager, og hvilken del af det der kan automatiseres. Indsamling af bevis, opdatering af dossierer og gentagelse af kontroller er opgaver der lader sig opdele godt. Arbejdsscanningen fra FTE TO AI beregner pr. opgave hvilken del af det arbejde AI kan overtage, så en ledelse ikke kun ved hvad der skal ske, men også får et realistisk billede af hvad der strukturelt fortsat vil tage tid, og hvad der ikke vil.
Vraag maar welke verplichting op u van toepassing is, en waaraan u dat kunt aantonen.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.