Et europæisk direktiv forpligter medlemsstater til et resultat, ikke til en ordret tekst. Hver medlemsstat omsætter det direktiv til national lovgivning, og i den omsætningsproces opstår der rum. Tyskland bruger det rum på en måde, der ikke er selvfølgelig, hvis man kun kender den europæiske tekst. Den nationale lov kan afgrænse begreber anderledes, formulere anvendelsesområdet anderledes, eller indrette håndhævelsen anderledes end det, der er aftalt på europæisk niveau. For en virksomhed, der er aktiv i Tyskland, eller har et tysk datterselskab eller en filial, er det den omsætningsproces, det faktisk handler om — ikke direktivet selv.
Tre mekanismer forklarer den største del af de afvigelser, man møder i praksis.
Den første er omsætningstempoet. Tyskland har en lovgivningsproces med egne faser, egne høringsøjeblikke og egen politisk dynamik. Et direktiv kan allerede gælde på europæisk niveau, mens den tyske omsætningslov stadig behandles, netop er vedtaget, eller stadig ændres på enkelte punkter. Den, der for sikkerheds skyld kun ser på den europæiske tekst, kan overse en periode, hvor de tyske regler faktisk allerede er lidt anderledes.
Den anden er delstaternes rolle og den lagdelte forvaltningsstruktur. Tyskland er en føderal stat, og tilsyn og håndhævelse foregår delvist på forbundsniveau og delvist via Länder. Det kan betyde, at måden hvorpå en forpligtelse kontrolleres, eller hvilken instans der har ansvaret, varierer efter hvor i Tyskland en virksomhed er etableret. Det er ikke et spørgsmål om strengere eller mildere regler på papiret, men om et andet forvaltningsmæssigt landskab, som disse regler lander i.
Den tredje er den tyske forkærlighed for præcision i lovtekst. Tysk lovgivning formulerer som regel definitioner og anvendelsesområder detaljeret, med en egen begrebsramme, der knytter sig til eksisterende tysk ret, som selskabsretten eller Handelsgesetzbuch. Et europæisk begreb får derved i den tyske lov en egen, mere skarpt afgrænset betydning, som ikke er identisk med kildeteksten. Det kan placere en virksomhed lige inden for eller lige uden for en forpligtelse, afhængigt af hvordan den tyske lov definerer en koncern, en filial eller et omsætningsbegreb.
Kernen i enhver bæredygtighedsforpligtelse er, at en ledelse kan påvise, hvad der er gjort, af hvem, og på grundlag af hvilket bevis. Hvis den tyske omsætning afgrænser en forpligtelse anderledes end den europæiske tekst, ændrer det ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt en forpligtelse gælder, men også hvem inden for organisationen der er ansvarlig for beviset, hvilket dokument der gælder som bevis, og hvilken kontrol der påviser, at processen er under kontrol. En bestyrelse, der skal gøre det sandsynligt, at organisationen er i kontrol, kan ikke nøjes med at henvise til det europæiske direktiv. Det påviselige punkt er den nationale lov, som den gælder på rapporteringstidspunktet, og den måde, hvorpå den egen organisation har koblet en ejer, et bevisdokument og en kontrol til den.
Det er derfor et forpligtelsesoverblik skal opbygges per land, og ikke simpelthen kan kopieres fra det europæiske udgangspunkt. To virksomheder med sammenlignelig størrelse og aktivitet, den ene etableret i Tyskland og den anden i Nederland, kan falde ind under en lidt anderledes kombination af forpligtelser, med en lidt anderledes ejer og et lidt anderledes bevisdokument per forpligtelse.
Dette mønster med national afvigelse er ikke unikt for Tyskland. Den, der stiller et lignende spørgsmål om andre medlemsstater, ser den samme mekanisme gå igen i en anden form: hvordan omsætningen i Frankrig er forløbet, kan man læse i overblikket over hvor Frankrig afviger fra den europæiske linje, og for en mindre men juridisk lige så egensindig nabostat findes overblikket over hvor Belgien afviger fra den europæiske linje. Virksomheder med aktiviteter i Sydeuropa finder en tilsvarende analyse i hvor Spanien afviger fra den europæiske linje og i hvor Italien afviger fra den europæiske linje. For Central- og Nordeuropa gælder det samme udgangspunkt, udfoldet i hvor Polen afviger fra den europæiske linje og hvor Sverige afviger fra den europæiske linje. For en virksomhed med filialer i flere medlemsstater er det i sig selv en betydelig opgave at lægge disse nationale forskelle sammen.
Spørgsmålet om, hvor Tyskland afviger fra den europæiske linje, har ikke et fast svar, fordi den tyske omsætningslov kan ændres, og fordi den præcise udformning afhænger af virksomhedens form, størrelse og struktur. Hvad der derimod står fast, er opgaven: at finde ud af, hvilke forpligtelser der gælder i den tyske kontekst, hvem inden for organisationen der er ejer af dem, hvilket bevis der hører til, og hvilken kontrol der påviser, at denne proces fungerer. Det er præcis, hvad Compliance Check er tænkt til: ikke en gentagelse af den europæiske tekst, men et overblik per forpligtelse med ejer, bevis og kontrol, så en bestyrelse kan fremlægge det i stedet for at skulle forklare det.
At finde nationale afvigelser, tildele ejere og indsamle bevisdokumenter er til dels gentagbart arbejde: det følger et fast mønster per forpligtelse, per land, per regnskabsår. Om og i hvilken grad det arbejde kan overdrages til AI, er et spørgsmål, der skal besvares per opgave, ikke per organisation som helhed. Arbejdsscanningen fra FTE TO AI beregner det per opgave og viser, hvilken del af arbejdet der kan overdrages, og hvilken del der forbliver menneskeligt arbejde.
Vraag maar welke verplichting op u van toepassing is, en waaraan u dat kunt aantonen.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.