Et europæisk direktiv er ikke en lov, der automatisk fungerer ens i hvert land. CSRD skal af hver medlemsstat omsættes til national lovgivning, og det er netop i denne omsætning, at forskellene opstår. Tyskland har sin egen lovgivningstradition, egne tilsynsmyndigheder og sin egen måde at håndhæve på. Den, der går ud fra, at den europæiske tekst er hele historien, mister netop den del, der i praksis betyder mest.
Direktivet selv indeholder det fælles fundament: hvem der er i scope, hvad der skal rapporteres, og efter hvilket rammeværk. Men et direktiv giver medlemsstaterne rum. Tyskland kan udforme dele strengere, tilføje supplerende definitioner, fastsætte egne deadlines for den nationale implementering, eller lægge håndhævelsen hos instanser, der har en anden arbejdsmåde end i andre lande. Dette rum bliver ikke altid brugt på en måde, der er synlig eller falder i øjnene. Det ligger i detaljerne: hvordan en tilsynsmyndighed fortolker en norm, hvilken rolle revisoren får ved kontrollen, eller hvor strengt der ses på sammenhængen mellem ledelsesberetningen og bæredygtighedsrapporteringen.
Om og hvordan en national overskrift er relevant for Deres virksomhed, afhænger af en række faktorer, der varierer fra situation til situation:
Ingen af disse faktorer kan vurderes isoleret. De spiller sammen, og resultatet varierer fra virksomhed til virksomhed. Derfor giver det ikke meget mening at nævne et fast tærskelbeløb eller en fast frist her: disse tal ændres, fastsættes i det enkelte lovgivningsforløb og findes i den aktuelle tyske lovtekst og den tilhørende vejledning, ikke i en sammenfatning, der forsøger at dække alt.
Den røde tråd ved nationale overskrifter er hver gang den samme mekanisme: en medlemsstat bruger det rum, direktivet giver, til at tilføje, skærpe eller formulere noget lidt anderledes end den europæiske basistekst. Det sker ikke kun i Tyskland. Virksomheder, der også er aktive i Frankrig, møder tilsvarende spørgsmål, som kan læses via den franske udformning af CSRD-forpligtelserne, og det gælder ligeledes for den lovgivning, der gælder via den belgiske implementering af den europæiske rapporteringspligt. Virksomheder med en afdeling i Sydeuropa gør ligeledes klogt i at se på hvordan Spanien har udformet det europæiske CSRD-direktiv nationalt, da tilsynsmåden der på visse punkter afviger fra den tyske tilgang.
Dette mønster er netop grunden til, at en compliance-tilgang, der kun ser på det europæiske direktiv, er ufuldstændig for en virksomhed med aktiviteter i flere lande. Den forpligtelse, der på europæisk niveau ser ud til at ligge fast, kan i det enkelte land kræve en anden ejer, et andet bevis eller en anden kontrol.
Udgangspunktet for dette miljø er ikke at gentage lovtekster, men at gøre det synligt, hvad en virksomhed skal kunne påvise. For hver forpligtelse, der følger af den tyske implementering, er spørgsmålet: hvem i organisationen er ansvarlig, hvilket bevis viser, at forpligtelsen er opfyldt, og hvilken kontrol sørger for, at dette er gentageligt og ikke kun en engangsforeteelse. Denne tredeling — ejer, bevis, kontrol — ændrer sig ikke fra land til land. Hvad der derimod ændrer sig, er det indhold, der skal indsættes, fordi den underliggende forpligtelse i Tyskland kan ligge lidt anderledes end i et nabolande.
Det er også grunden til, at en generisk tjekliste ikke er tilstrækkelig for en virksomhed med en tysk afdeling eller et tysk datterselskab. Spørgsmålet er ikke kun, om der rapporteres, men om den rette nationale bestemmelse er genkendt, om det rette bevis registreres hos den rette ejer, og om dette kan påvises i det øjeblik en tilsynsmyndighed eller revisor spørger om det.
Så snart det er klart, hvilke forpligtelser der gælder, hvem der er ejer, og hvilket bevis der er nødvendigt, opstår der et overblik over opgaver, der skal udføres: indsamling af data, udarbejdelse af dokumenter, indretning af kontroller, afstemning af rapportering. Ikke alt dette arbejde kræver samme indsats, og ikke alt dette arbejde behøver at blive udført af mennesker. Arbejdsscanningen fra FTE TO AI beregner for hver opgave, hvor stor en del af den, der kan overtages af AI, så det bliver klart, hvor der er behov for kapacitet, og hvor der ikke er. For en virksomhed, der netop er ved at kortlægge de tyske forpligtelser, er det et logisk næste skridt efter spørgsmålet om, hvilke overskrifter der præcis gælder.
Vraag maar welke verplichting op u van toepassing is, en waaraan u dat kunt aantonen.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.